Psykolog
Pia Brabrand

Helbredsangst

Helbredsangst er angsten for at fejle noget alvorligt eller pludselig at blive ramt af livstruende sygdom. Tidligere blev helbredsangst kaldt for hypokondri og har været et yndet emne for vittighedstegninger og jokes. Der er imidlertid ingen morskab forbundet med at være ramt af helbredsangst, og det er vigtigt at pointere, at der er tale om en reel angstlidelse, der kan være mere eller mindre konstant til stede hos den ramte.

Ofte vil den helbredsangste have mange lægebesøg bag sig, uden at det har været muligt at finde en fysisk forklaring på de oplevede symptomer. At blive konstateret sund og rask vil dog kun give den helbredsangste en kort lettelse, hvorefter angsten vender tilbage igen.

Det er oftest legemlige symptomer, der udløser angsten, såsom et stik i hjertet, snurren i armen etc. Også det at læse eller høre om sygdomme såsom kræft, blodprop etc. kan udløse angsten.

I kognitiv terapi arbejder vi med at afdække de katastrofetanker, der nærer angsten og udfordrer dem via en metakognitiv omstrukturering. Ligeledes arbejder vi med at bryde den adfærd, der vedligeholder eller forstærker angsten. Det kan være handlinger såsom at tjekke puls, gå på netdoktor eller mærke efter i kroppen. Den helbredsangste vil ligeledes blive trænet i at rette opmærksomheden væk fra kroppen, idet problemet ofte er kendetegnet ved, at den angste hele tiden mærker efter i kroppen, der hvor det frygtes, at der er noget galt.

Psykolog Pia Brabrand - Herlev Ringvej 2C. 1.sal. 2730 Herlev - +45 23 82 96 00 - mail@psykologpiabrabrand.dk