Psykolog
Pia Brabrand

Panikangst

Panikangsten opleves som bølger af intens frygt. Nogle kan nærmest høre deres hjerte hamre løs, andre oplever smerter og åndedrætsbesvær. Overvældende svimmelhed kan indtræde, man kan frygte, at man er ved at blive sindssyg, miste kontrollen, få et hjerteanfald, besvime eller er ved at blive kvalt.

Efter et anfald af panikangst henvender mange sig til lægen eller skadestuen. Her underkastes man typisk undersøgelser, som kan konstatere, at man ikke fejler noget fysisk. Her får man altså at vide, at der højst sandsynligt var tale om et angstanfald.

At få stillet diagnosen ’panikangst’ kan skabe stor forvirring og angst for nye anfald, og trods lægens forevisninger følger ofte en længere periode med sygdomsangst eller angst for nye angstanfald.

Igennem et livsforløb oplever mange et eller flere enkeltstående panikangstanfald, medens kun ca. 5% vil opleve en panikangstforstyrrelse, som den beskrives i ICD 10 diagnosemanualen.

Et panikangstanfald er så voldsomt, anderledes og gennemgribende, at det typisk kan give anledning til ’angst for angsten’, hvorved man martres af katastrofetanker: Hvornår kommer det næste anfald? Og bekymring for evt. anfald i en social sammenhæng: Hvad vil folk ikke tænke om mig, hvis de ser mig få angst – hvis de ser mig miste kontrol? Hvis man har haft et panikangstanfald, kan det derfor lede til, at man begynder at undgå situationer eller steder som man
forbinder med tidligere anfald.

Under panikangstanfaldet opleves bl.a. følgende:

Tankemæssig påvirkning: Katastrofetanker om bl.a. kontroltab, besvimelse, sindssygdom, farlig sygdom i form af hjerneblødning eller hjerteanfald, herunder frygt for at dø.

Følelsesmæssig påvirkning: Intens frygt, angst og anspændthed.

Kropslig påvirkning: Hamrende hjerte, svimmelhed, ’ubehagelig lethed i krop og sind’, følelser af åndedrætsbesvær, smerter eller usædvanlige fornemmelser i brystkassen, rødmen eller kuldegysninger, prikkende fornemmelser i hænder, fødder, ben, arme, ’hyperanspændthed’, rysten, krampende muskler, svedige håndflader, følelse af svimmelhed/”kuppelfornemmelse”.

Adfærdsmæssige ændringer: Øget opmærksomhed på indre symptomer (se ovenstående), opmærksomhed på mulige flugtveje’, behov for at blive ledsaget af nogen, behov for at medbringe bestemte genstande (fx vandflaske, mobiltelefon etc.). Undgåelse af steder og situationer, der kan associeres med angsten.

Et anfald varer typisk 15-20 ‘lange’ minutter og kan ledsages af en svimmelheds eller uvirkelighedsfølelse, der kan vare ved i lang tid efter. Anfaldene er ikke farlige, men opleves som meget ubehagelige og skræmmende pga. den ekstreme angst. Dette skyldes, at panikangst kan sammenlignes med en fobi, her en kropsfobi. Det indebærer, at når angstpatienten mærker de tegn, der sædvanligvis har ledt til angsten, så vil kroppen reagere på en måde, der er fuldstændig den
samme, som hvis personen stod over for en reel fare. Man kan sige, at kroppen har lært at reagere på sine egne ufarlige signaler, som var de farlige. Herved starter angstens onde cirkel, der desværre ikke lader sig bryde ved almindelig sund logik.

I kognitiv adfærdsterapi arbejder vi med at afdække de faktorer, der vedligeholder angsten. Der arbejdes dernæst med såvel de katastrofetanker, der giver næring til angsten, de kropslige signaler, der udløser angsten samt den adfærd, der understøtter angsten. Klienten udstyres med de rette værktøjer til at håndtere de situationer, som tidligere har været en plage eller er blevet undgået pga. angsten. Ofte bliver det ligeledes relevant, at klienten skal ud og gøre diverse ting evt. ledsaget af terapeuten for at overkomme angsten.

Psykolog Pia Brabrand - Herlev Ringvej 2C. 1.sal. 2730 Herlev - +45 23 82 96 00 - mail@psykologpiabrabrand.dk